Hjemmeliv, kærlighedsliv, rejseliv - det er nok de vigtigste elementer i det reservoir, Fryden øser af. Med en klar overvægt i pladsen til hjemmelivet på gården med far og mor og brødrene. Ikke i et nostalgisk tilbageblik, men i kærlighed til hver enkelt nu som før. Andreas Pedersens portrætter af forældrene står og lyser efter endt læsning. I al deres skrøbelighed og menneskelighed.
Fryden er vis, men den er også ung og beruset – måske først af alt beruset, det mærkes helt ned i den enkelte strofe, hvert enkelt velvalgte ord – og så opstår der undervejs og tydeligst i rejsedigtene en selvstændiggørelse af det unge menneske. I kærlighedsmødet, som er uden flovhed eller plat ironi, men af hjertet rent, og i mødet med en tilfældig medpassager i metroen i Tokyo.
Præcision i billede og tankegang og argument, som forløber ubesværet i digte, der er op til flere sider lange. Velkommen i labyrinten!
Lyslovende. Andreas Pedersen insisterer stik imod al fornuft på at skrive lykkelige tekster, og, hvad utroligere er, det lykkes over al måde. [Kort uddrag]
Ikke lagt online
67/100
JP
i Jyllands-Posten
anmeldt af Nicklas Freisleben Lund 02-01-2017
Hjerte og stor kvalitet
En hårdnakket optimistisk bog
Glædesbud
Debutant Andreas Pedersen og førstegangsprosaist Lea Marie Løppenthins nye bøger bølger begge af en lys, opløftende og trøsterig skrift. På mange måder skøn læsning, simpelthen. [Kort uddrag]
Yderst vellykket ... et værk, som virkelig møver sig ind på sin læser
Velkommen til blindgyden
”Velkommen i labyrinten”, siger Hans Otto Jørgensen om Andreas Pedersens debut Fryden, og jeg siger velkommen til en lang række vidunderlige blindgyder. Det her er litteratur man ikke kan slippe ud af, og det er lige nøjagtigt så skønt, som det lyder. [Kort uddrag]
