Fryden er vis, men den er også ung og beruset – måske først af alt beruset, det mærkes helt ned i den enkelte strofe, hvert enkelt velvalgte ord  – og så opstår der undervejs og tydeligst i rejsedigtene en selvstændiggørelse af det unge menneske. I kærlighedsmødet, som er uden flovhed eller plat ironi, men af hjertet rent, og i mødet med en tilfældig medpassager i metroen i Tokyo.