og af sine egne dæmoner.
Lise er vant til at flygte. Hun flygtede som barn, og hun flygter stadig som voksen, når frygten melder sig. Hun ved ikke, hvad frygten handler om. Hun kender følelsen, men ikke dens årsag.
Under sin ensomme flugt op igennem Norge konfronteres hun med sin egen styrke, men også med sin egen skrøbelighed.
I kampen mod narkobanden og i solidaritet med sin danske sekretær Lykke og den norske narkobetjent Lars får Lise mod til at stoppe op og begynde rejsen tilbage i erindringen.
Uddrag af bogen:
Jeg lå helt stille uden at trække vejret med ørerne spidset til det yderste, som jeg som barn havde ligget og lyttet, angst for mørket og det, der kunne være i det, og som jeg ikke kunne se. Hjertet bankede vildt, og jeg turde ikke trække vejret. Så hørte jeg en bildør smække. Det var lige ved siden af, måske bare på den anden side af buskene. Jeg turde ikke røre mig, turde ikke dreje hovedet. Jeg lå som en hare i plovfuren, dødstille. Jeg havde holdt vejret og pustede nu langsomt ud og tog en dyb indånding. Jeg kunne igen røre mig, men der var nogen derude. Jeg havde gemt mig og havde samtidig lukket mig selv inde, uden mulighed for at slippe ud. Jeg rejste mig forsigtigt, for ikke at sætte vognen i bevægelse, efter en tids søgen fandt jeg mobilen. Jeg tændte den, det gav en slags tryghed.
Om forfatteren:
Eva Jensen er født i 1939 og vokset op i årene præget af Anden Verdenskrig i Lille Værløse nord for København.
Hun er gift og har tre børn.
Hun er speciallæge i psykiatri og har arbejdet som sådan i Danmark, Grønland og Norge.