Københavnerromantisk på den mindst overraskende måde ... som en serie af sure, afviste Politiken-kronikker
Samtidskritik med fadølsånde
Denne anmelder får ’sat tålmodigheden på prøve i selskab med jegfortælleren’ i Jan Sonnergaards roman. Han hedder Jesper og ser længselsfuldt tilbage på 1980’erne, hvor F. P. Jac og Michael Strunge og Dan Turèll altid var at finde på deres respektive caféer. Tonen minder anmelderen ’om alle de gange, jeg er blevet belært bodega-jovialt af midaldrende mænd med fadøl i hånden om, hvor meget mere råt og autentisk det hele var, da de var unge.’ Forfatteren ved godt, at hans hovedperson er kikset, og sørger for at punktere ham, når han kommer for godt i gang med at slå sig på brystet. ’Ikke desto mindre er det Jespers tanker, der udgør hele romanen, og det er ærgerligt, for så interessant er han heller ikke.’ [Kort referat]