åbent både i fysisk og psykisk forstand, og det var et sted, hvor kunst og Indre Mission som en social faktor gik hånd i hånd. Denne åbenhed blev videreført, da Bodil Neergaard blev alene i 1915, og da Fuglsang blev omdannet til refugium efter hendes død i 1959.

Else Kryger kom til Fuglsang i 1922 og arbejdede for og med Bodil Neergaard indtil 1959. Efter fru Neergaards død bevarede Else Kryger sin tilknytning til Fuglsang på den måde, at hun, der var en gudsbenådet fortæller helt til sin egen død i 1987, holdt foredrag for refugiets gæster om livet på herregården i fru Neergaards tid. På denne måde forblev Fuglsang et samlingspunkt i dansk åndsliv og var med til at præge mange menneskers livsholdning. Det er Else Krygers notater og fortællinger, der har givet stof til denne udgivelse.

Kan svanerne komme tilbage? betyder ikke, at tiden skal gå i stå, eller at gamle dage skal vende tilbage. Det er derimod et ønske om, at Fuglsang igen kunne åbnes og blive et udgangspunkt for kunst, livsholdninger og åbenhed – og dermed give impulser til ny indsats i en foranderlig verden.

Bogen er således herregårdshistorie, personalhistorie, samfundshistorie, lokalhistorie – og lidt drømmeri.