En sindrende smuk og ubærlig roman om fattigdom i verdens rigeste land. 

Oslo, 2000. I Nikolais barndomshjem – en lejlighed, han deler med sine tre søskende og forældre – vasker man sig i en spand. Man stjæler strøm fra naboen ved hjælp af ledninger, trukket via et hul i ydervæggen. Man deler stofferne. Man lever sammen, mest i modgang. Men da barndomshjemmet sættes på tvangsauktion, tvinges Nikolai ud på gaderne, altid udsat, altid på jagt efter et sted at sove.

Gader jeg har levet er en sand fortælling om hjemløshed, om skammen ved at mangle, om benhård familieloyalitet. Det er en sydende roman om fattigdom, der går i arv, om at skjule sine dårlige tænder, om at lære sig selv at svømme, om skabertrang og om at bryde ud af et helvede.