"Galskabens historie" er en ´forbilledlig´ historie om disciplinering, klassifikation og en sær blanding af straf/udstødelse og terapi/human behandling. Dén historie slutter i Foucaults regi i begyndelsen af 1800-tallet, hvor den moderne psykologi og psykiatri tager over og tolker (og behandler) videre på den grænsekategori, som galskaben altid er. 

Deraf følger det andet store perspektiv i denne skelsættende og omdiskuterede afhandling, der kom tilpas til at give antipsykiatrien (Laing & Cooper) et vældigt løft: nemlig den tematisering af galskab vs. normalitet, der egentlig relaterer sig til René Descartes' ´cogito ergo sum´, dvs. idealet om det rationelle, selvberoende subjekt, der qua fornuften har styr på sig selv og derfor overbevisende kan tage vare på fremskridtet osv. I lyset heraf ser det ud til, at de gale - og galskaben - skal være den modposition, man kan prygle, indespærre og især italesætte, så det bliver tydeligt, hvor kulturen vil hen. De gale er således med til at fortælle en stor historie om oplysningens projekt, og galskabens historie fungerer som modbillede til den historie om det oplyste, autonome individ, vi selv forstår os som en del af.

Bogen er oversat af Mogens Chrom Jacobsen. Indledningen er skrevet af Anders Fogh Jensen.