GENERATION UTRYG sætter spot på vores generations utrygge hverdag med en ny antologi
Tusindvis af unge er på lykkepiller. Alt for mange lider af stress eller depressioner. Kravene til at præstere på alle fronter er høje. Men når svaret på jobansøgning nr. 100 udebliver, når karakteren ikke lige blev så høj som ønsket eller udseendet ikke matcher idealerne, bebrejder flere og flere sig selv.
Det skal laves om. Med antologien Generation Utryg vil vi sætte ord på utrygheden, mindske tabudannelse og finde fælles løsninger. Derfor er alle unge blevet inviteret til at komme med historier, holdninger og løsninger. I antologien skriver både kendte og helt almindelige unge om egne oplevelser med en utryg hverdag, om deres syn på vores generation og om bud på løsninger.
Du kan bl.a. læse bidrag fra: Mike Sheridan, dj., Lau Aaen, forfatter og manden bag Dagpengland, Emma Leth, skuespiller og model, Emil Nørlund, radiovært, Gry Poulsen, formand for SFU, Anders Andreasen, formand for Yngresagen, Augusta Glahn-Abrahamsen, radiovært, Emily Salmon, blogger - og en række unge fra hele landet.
Antologien er både en debatbog og kan både benyttes som undervisningsmateriale i samfundsfag på ungdomsuddannelserne.
Bogen er er udgivet af Yngresagen og SFU i kommission hos Forlaget Sohn.
+ Læs mere
Vi er stødt på 2 anmeldelser af bogen "Generation utryg" i de 454 aviser, blogs og andre medier, vi følger. Find citater, links og korte uddrag herunder.
Den forsømte generation
Det er absolut et sympatisk projekt at samle en række mere eller mindre kendte unges tekster om den unge generations lidelser. Nogle af antologiens bidrag er smertefulde beretninger om et liv på lykkepiller og dyb skuffelse over at være den første generation i umindelige tider, der ikke har det bedre end den forrige. Men bogen lykkes alligevel ikke rigtig, blandt andet fordi forfatterne tydeligvis mangler 'et sprog til at tale om deres generation på' og fordi problemerne – med al respekt – lyder som nogle alle unge har haft til alle tider. [Kort referat]
"I mit liv har jeg aldrig været udsat for så meget andet end mig selv"
Denne antologi er en samling af bekendelser fra ukendte og kendte unge, som alle lider under en tidstypisk forestilling om, at det er deres helt eget ansvar, om deres liv lykkes eller mislykkes. Bogens politiske krav er, at psykiske lidelser aftabuiseres og sidestilles med fysiske sygdomme hvilket efter anmelderens mening er en trist og frustrerende målsætning. De ulykkelige og udbrændte unge mennesker i bogen retter kritikken udad mod samfundet i stedet for ind mod sig selv, og får derfor ikke svar på deres spørgsmål. De, som har mere overskud, forsøger at analysere, men når sjældent længere ud end til navlen. Det virker som om, de har givet op, og i stedet for politiske kampråb, hører man 'bøn om omsorg og forståelse'. Astrid Krarup afslutter bogen i vanlig uinspirerende stil. [Kort referat]
