Den åndshistoriske teologi fremkalder møder mellem vidt forskellige mindre enheder – episoder, personer, bibeltekster og andre enheder. Hver af enhederne kan rumme eller spejle den store enhed. Ligesom søndagsgudstjenesten forkynder hele kristendommen og dog alligevel den næste søndag igen forkynder helheden i andre tekster uden at dementere den forrige gudstjeneste.
Det kan minde om den fra teologiske sammenhænge kendte antifigur: en helhed, der ikke har nogen omkreds, men hvis centrum er overalt.
Retningen i den åndshistoriske sammenhæng fører ikke indad, men udad. Åndens væsen er hverken en samling under en eneste doktrin eller under et paradigme á la udviklingslæren. Åndens væsen er derimod udbredelse, forøgelse, spredning – modsat nutidige ideer om faste strukturer, samlebegreber, enhed i idé og tanke.
