digter Elizabeth Bishop (1911-1979). Digtsamlingen Geography III (1976) er et af forfatterskabets centrale værker, hvor Bishop viser sin særlige evne til at udvide verden indad, til at skalere, zoome fra store landskaber og ind i de mindste detaljer.

Gang på gang, fra sætning til sætning, overrasker digteren og udvider tekstens rum ved ubesværet at lede læseren igennem billeder og tableauer, som sjældent er lineære, men forførende idiosynkratiske. Man ender steder, man aldrig havde forestillet sig. Gennem atlasser, vinduer, postkort, malerier, indre og ydre geografi og små erindringsstykker arbejder hun ihærdigt på at inddæmme verden i en orden, en orden hun samtidig fremstiller som utopisk. Bogens indledende tekst “First Lessons in Geography” er et eksempel på denne kamp, en lektion i ordenens utilstrækkelighed, illustreret ved en tekst fra en gammel skolebog.

Et centralt emne hos Elizabeth Bishop er vores hovmod, vores evige forsøg på kategorisering af naturen og virkeligheden. Hendes digte er stille, desperate advarsler mod trangen til at forstå alt. Autoritet skaber geografi, poesi kan måske gøre det anderledes.