repræsentant for Venstre i Folketinget. Germanernes Lærling mangler dog helt Schandorphs fremskridtstro. Niels Hjorth, der studerer teologi, mister troen i mindre grad, fordi han stifter bekendtskab med den tyske bibelkritik, end fordi læsningen af Lessing, Schiller og Goethe vækker hans skønhedssans og følelsesliv på en måde, som de kristne tekster og ritualer ikke længere formåede. Med et billede fra planteverdenen tænker han, at det sædvanligvis er tanken, der rydder de gamle vækster, hvorefter rødderne nede i følelsernes muld siden ofte spirer på ny, men at det for ham havde været omvendt, „efter at den moderne Poesis Hedenskab havde skiftet Jordsmonnet, kom Theologien for at gøre sit (…) Hans dogmatiske Tro var som en Snedrive, der smelter forneden og løber bort som Vand under sin egen Brohvælving“. Niels Hjorth stammer fra en gård i Vonsbæk, i den del af Sønderjylland, der blev tysk efter 1864, og hvor drømmen om at vende tilbage til Danmark vedligeholdt et idealbillede af fædrelandet og dets nationaltsindede politikere. Som seminarist og hjælpelærer på Fyn og Sjælland lærer han landsbysamfundets forskellige typer at kende uden blandt dem at genfinde noget af barndomsmiljøets idealisme. Romanen åbner med folketingsvalget 1873, hvor „Pelsværket“, „Vadmelen“ og „Vinterfrakkerne“ møder frem for at stemme og siden diskuterer resultatet på hjemvejen og i kroen. Mellem greven og bønderne befinder Hjorth sig som lærer sammen med egnens øvrige funktionærer, provsten, præsten, herredsfogeden, godsforvalteren samt fuldmægtigen, der er blevet overtalt til at stille op for Højre uden chance for at slå de overtallige bønders kandidat. Skildringen er livlig, scenisk opbygget, fyldt med realistiske beskrivelser af mennesker og replikskifter på mange sprogniveauer og dialekter. (Dansk Litteraturs Historie)