kaster længere og længere slagskygger ind over det levende og – ikke mindst – allerede levede liv.    Det handler Glemslens territorier om. I spredte glimt og med tilløb fra flere retninger søger digtsamlingen at indkredse indbyrdes vidt forskellige spor af det liv, som levedes og stadig leves på de evige forandringers og – ikke mindst – glemslens særlige vilkår. Værktøjerne hertil er først og fremmest iagttagelsen og det lyriske sprogs evne til at bane sig vej gennem såvel kendt som ukendt terræn.    Livet leves forlæns, men forstås baglæns hævdede Kierkegaard. I så fald sker det alt sammen på erindringens og glemslens svært forenelige vilkår. Husk det, hvem der kan.