dugget tropemorgen og ser ned over bjerget mod byen og havet langt dernede. Klokken er seks, og skravlede haner galer alle vegne. Der lugter af lort, kaffe og bitre blomster, der netop folder sig ud mod den disede sol.
Helen og jeg var kommet til Trinidad sent på aftenen, fra flyets kunsti­ge kølighed, der får slimhinderne til at sprække, ud i et insekt­pibende, muggent og overdådigt yppigt tropemørke, der propper fløjl i alle sanser. Et brev, jeg havde skrevet, var nået frem, og Lawrence stod og viftede med et lille skilt. Vi kunne bo i hans gæ­stehus for femten US‑dollars.
Hans gæstehus lå højt oppe på bjergsiden, i et favel­ha‑­agtigt slum­distrikt. Han boede der også selv. Lawrence og hans venner havde været to dage om at bygge huset, og det så også sådan ud. Hastigt opsmækkede vægge af krydsfinér. Tag af bølge­blik. Vand måtte hentes ude i gården. Lokummet var en spand i et lille skur ude i gården. Huset var bygget på pæle på en stejl og mudret skråning, lige ved siden af hans fætters lidt større hus.