der bringes løbende forslag til både sproglige og fysiske øvelser, som træner det gennemgåede stof. Teksten gennemgår emner som følelser og behov, selvværd og selvtillid, identitet og empati - og den sprogbrug, som knytter sig til hvert af dem. Ikke-voldelig kommunikation er velegnet som redskab i konfliktløsning. INDHOLD: I: FORORD II: OM IKKE-VOLDELIG KOMMUNIKATION: GIRAFSPROG Grundlæggende forståelse IVK-modellen III: OM AT UNDERVISE I IKKE-VOLDELIG KOMMUNIKATION: GIRAFSPROG Generelle overvejelser Plan og rækkefølge for girafsprogsundervisning IV: IKKE-VOLDELIG KOMMUNIKATION: FÆRDIGHEDER OG ØVELSER At gengive fakta Øvelser i ydre sansning (nr. 1-20) At blive opmærksom på og at kunne tale ud fra sine følelser Øvelser i indre sansning (nr. 21-30) Øvelser i at blive opmærksom på og tale ud fra sine følelser (nr. 31-54) At blive opmærksom på og at kunne tale ud fra sine behov Øvelser i at blive opmærksom på og tale ud fra sine behov (nr. 55-68) At kunne fremsætte anmodninger på girafsprog Øvelser i at fremsætte anmodninger på girafsprog (nr. 69-78) V: EMPATI VI: GIRAFSPROG I PRAKSIS At tale girafsprog At lytte med girafører VII: ANDRE ØVELSER OG LEGE (nr. 79-90) Sproglige vendinger VIII: LITTERATURLISTE UDDRAG af KAPITEL 1: I Grundlæggende forståelse Det er frikvarter. Bagest i klassen er Simon og Victor i gang med at tegne. De sidder med hver deres tusch og tegner på det samme stykke papir. De laver noget, som får dem til at hyle af grin. Deres tegning bliver åbenbart sjovere og sjovere, og drengenes begejstring vil ingen ende tage. Men så tegner Victor noget, som Simon ikke kan lide. Han protesterer, men det gider Victor ikke høre på. Han fortsætter bare. “Du ødelægger det!” siger Simon vredt. “Nej jeg gør ej,” svarer Victor. “Det er ikke din tegning!” “Det er lige så meget min, som det er din!” siger Simon. Han tager fat i papiret og vil fjerne det fra Victor, som hårdnakket bliver ved med at tegne. Tuschen laver en flænge i papiret, og tegningen bliver revet midt over. “Se nu! Nu ødelagde du den!” siger Simon. “Det var dig, der hev i papiret!” protesterer Victor. “Jamen det var din skyld!” siger Simon og skubber til Victor, som sidder så yderligt på stolen, at han vælter ned på gulvet og slår sig. “Det skal du få betalt!” hvæser han og farer på Simon. I løbet af et øjeblik slås de to drenge. De vælter rundt på gulvet under højlydt råben og skramlen fra stole og borde. En forbipasserende lærer hører larmen og kigger ind i klassen. Hun får øje på de to drenge og råber: “Vil I straks holde op med det der!” Hun går ned og får skilt dem ad, og tager dem med hen på lærerværelset. Victor har fået næseblod. “Det var Simon, der begyndte!” snøfter han. Simon er rasende. Han afviser Victors anklage, men ellers er han tavs. På vej tilbage til næste time siger han indædt til Victor: “Nu gider jeg aldrig være venner med dig mere!” “Jeg gider i al fald heller aldrig lege med dig mere!” svarer Victor. Det er svært at høre, om han er ked af det. Om aftenen ringer Victors far til klasselæreren og skælder ud over overfaldet på sin søn. “Kan du ikke styre dine elever?” spørger han. “Jeg tror, du er for blød over for dem. De har godt af at vide, hvem der bestemmer!” Klasselæreren forsvarer sig, og forklarer og lover at tage sig af sagen. Om natten sover hun dårligt. Hun er vred og spekulerer over sit arbejde. Næste morgen møder hun i skolen i dårligt humør. MÅDEN VI TALER PÅ Ovenstående lille historie giver et eksempel på, hvordan nogle møder mennesker imellem forløber på en måde, så alle bliver i dårligere humør. Hvad er årsagen til det? Er det drengenes skyld, lærerens, den vrede fars? Eller er det systemets skyld, fordi skolen har den struktur, den nu har? Sådan ville den amerikanske psykolog, Marshall B. Rosenberg, som er skaberen af girafsproget eller den Ikke-Voldelige Kommunikation (IVK), aldrig spørge. Han ville slet ikke være optaget af, hvis skyld det var. Han ville sige, at årsagen skal findes i den måde, personerne tænker om sig selv og hinanden på, den måde, de forstår hinanden på, og dermed taler til hinanden på. Ingen af ovenstående personer har spor lyst til at have ballade med hinanden. Alle ville helst have det godt med hinanden. Alle gør i virkeligheden det bedste, de har lært, for at blive hørt og set og respekteret. Alle ville ønske, at de var i stand til at reagere på de forskellige sammenstød på en måde, så problemerne blev forandret til noget, der var til at håndtere, i stedet for at blive liggende som noget ubehageligt. Men de ved ikke, hvordan de skal bære sig ad. ULVESPROG Marshall Rosenberg kalder eksemplets måde at tale på for jackal – sjakal – som på dansk er blevet til ulvesprog. Ulvesprog er et sprog, der bygger på den antagelse, at der er noget i vejen med nogen. Det kan være én selv, men i mange tilfælde synes man, at det er de andre, der er noget i vejen med. Marshall Rosenberg kalder det et afstandsskabende sprog, som forhindrer os i at komme i kontakt med vores naturlige medfølelse for hinanden. I modsætning til girafsprog er det en måde at kommunikere på, som indeholder vurderinger, domme, bebrejdelser, kritik, påføring af skyld, diagnoser mv. Ulvesprogets vurderinger er moralistiske og er udtryk for absolutter: Han er ond! Hun er en dårlig mor! – og for en enten/ eller-tankegang: Hvis man ikke kan komme op om morgenen, er man doven! Noget er enten rigtigt eller forkert, enten godt eller skidt. Konfliktforskeren Andrew Schmookler fra Harvard Universitet i USA (se litteraturliste) hævder, at bag enhver form for konflikt ligger den tænkemåde, at der er noget i vejen med modparten, som derfor skal behandles på en eller anden måde: Opdrages på, tilrettevises, medicineres, straffes, ja, måske endda slås ihjel. Ulvesprog fungerer således konfliktoptrappende. Marshall Rosenberg siger om ulvesprog, at det i virkeligheden er et tragisk udtryk for behov, der ikke er blevet mødt. Det tragiske består i, at vi ved at tale ulvesprog gør det mere og mere vanskeligt netop at få vores behov mødt – sådan som det også kan ses i eksemplet først i dette kapitel. GIRAFSPROG Marshall Rosenberg skabte girafsproget i 1970'erne. Han ville skabe et sprog og en kommunikationsmåde, som bygger på den antagelse, at mennesker inderst inde har medfølelse med hinanden, og som fokuserer på menneskers følelser og behov. Marshall Rosenberg kalder det også et sprog, der skaber kontakt mellem mennesker, et sprog fra hjertet eller et sprog, der giver udtryk for vores livsenergi. Han valgte at opkalde sin måde at kommunikere på efter giraffen, dels fordi den er det landdyr, der har det største hjerte, dels fordi den med sin lange hals har et godt overblik. Marshall Rosenberg siger videre, at det, at tale girafsprog, i virkeligheden mere er en proces, end det er et sprog. At vælge at tale girafsprog er nemlig at vælge at være i en vedvarende proces, der går ud på at fæstne sin opmærksomhed der, hvor det er mest sandsynligt, at man kan få det, man i virkeligheden har brug for – på en måde, som ikke skader andre. Da mennesket er et socialt væsen, er der dybest set ikke nogen modsætning i det: Når andre får det bedre, er det mere sandsynligt, at jeg også vil få det bedre. Vi er gensidigt afhængige af hinanden.