og frem i tid.

Inden for dansk forskning har der traditionelt været enighed om, at det danske godssystem var unikt og adskilte sig fra såvel det østeuropæiske såkaldte Gutsherrschaft, hvor store hovedgårdsmarker blev dyrket ved hjælp af arbejdskraften fra livegne bønder, og det vesteuropæiske Grundherrschaft, hvor hovedgårdsmarkerne var små og godsejerne levede af bøndernes forskellige afgifter.

Den foreliggende bog nuancerer denne næsten indgroede forestilling og viser på baggrund af omfattende undersøgelser, at de sydjyske godser frem til 1600-tallets slutning ikke ser ud til at have adskilt sig markant fra forholdene i store dele af Østeuropa. Først efter dette tidspunkt medvirkede lovgivningen til, at godserne i den sydlige del af Jylland udviklede sig anderledes i forhold til andre egne af Østeuropa.

Alt tyder tilmed på, at mens naturgrundlaget kan forklare forskelle i bebyggelsesbilledet, så var det ikke tilfældet med godsstrukturen. Med undtagelse af de mest hedeprægede egne udvikledes der frem mod 1700-tallet over alt i det undersøgte område godser af en nogenlunde ensartet karakter. Først i slutningen af 1700-tallet gik de fleste vestjyske godser i opløsning, mens den same tendens først en generation senere, og med mindre kraft, slog til i de østlige egne. Først i begyndelsen af 1800-tallet træder konturerne af det moderne landskab frem, med en markant forskel mellem et godsfattigt Vestjylland og et mere godspræget Østjylland.

Bogen indeholder en lang række kort og andre illustrationer, som er medtaget for vise, hvordan undersøgelsens resultater er fremkommet og for at læseren bedre kan følge med i analyserne.