politisk engagement og endeløse diskussioner om livets store spørgsmål.
Bogen begynder sådan:
"Hvorfor skulle jeg ikke stå på vandski? Jeg havde aldrig prøvet det før - det var en udmærket grund til at prøve det nu. Den røde motorbåd lå inde ved molen.
- Uanset hvad der sker, skal du bare holde fast, sagde Chuck. Jeg iførte mig for en sikkerheds skyld den orangefarvede vest og korkbælte om maven. Jeg frøs lidt, selv om det var varmt; jeg var så tynd, at jeg fik gåsehud bare jeg kom ud i luften. Hank og Billy var lidt yngre end mig, men helt anderledes polstrede. Maven hang dem ud over badebukserne, navlerne forsvandt helt i fedtval­kerne. Chuck var elleve år og en lille tynd spirrevip. Det var ham, der styrede båden, han var også den bedste i familien til at stå på vandski, han kunne have optrådt med det i Everglades.
Jeg sad yderst på molen med vandskiene på og holdt fast i det røde plastichåndtag. En lang hvid line snørklede sig hen over vandet til motorbådens agterstavn.
- Så starter vi, sagde Chuck. - Læn dig frem, når du mærker, linen strammer, og så tilbage. Og hold fast. For Guds skyld, hold fast.
Båden startede med overdøvende motorlarm. Linen strammedes. Jeg lænede mig frem og gav mig alle vandguder i vold.
Ingen kunne benægte, at jeg et øjeblik efter stod på vandski og blev trukket af en motorbåd. Det var indiskutabelt. Der var bare det lille problem ved det, at jeg med vandski på fødderne befandt mig et stykke under vandets overflade og nu nede mellem fisk og søgræs blev trukket ud mod midten af søen.
Hold fast, havde Chuck sagt. Jeg holdt fast. Det var meningen, at fremdriften skulle få mig op af vandet, op at flyve. Men der måtte være et eller andet, vi havde fejlberegnet. Den line, jeg så krampagtigt holdt fast i, sank længere og længere ned mod søens bund. Snart ville den gå næsten lige ned, og mine vandski ville pløje to riller gennem mudderet dernede. Det kunne ikke blive ved på den måde. Jeg slap.
Jeg kom prustende og baskende op i luften og fik samlet skiene sammen, og så hundesvømmede jeg ind til molen og klavrede op. Chuck kom tilbage med båden.
- Er du klar til en tur til? sagde han.
Selvfølgelig var jeg det. Jeg var altid klar til en tur til.

Vi var i Eagle River i det nordlige Wisconsin, et område med tusinde søer op til Ottawa National Forest og ret syd for Thunder Bay på den canadiske side af Lake Superior. Familien havde lejet et hus den sidste uge af sommerferien; så kunne vi også lære hinanden at kende. Jeg var sammen med de to fremmede mennesker, jeg det næste år skulle kalde mom og dad og de to drenge og to piger, jeg skulle til at kalde mine søskende. "