til at gå ud alene. Men lige meget hvor jeg går hen, er jeg indlagt. Jeg skal sige, når jeg går. Jeg skal låses ud. Jeg skal sige hvor længe jeg er væk, hvornår jeg kommer tilbage. Jeg går en tur op ad vejen, til rundkørslen. Vejret er gråt, lyskæderne lyser fra de nøgne træer. Der står et skilt med oversigt over de forskellige afdelinger på hospitalet. Jeg var der i går med min bror. Vi opdagede at teksten stod skævt ved ”afdeling for OCD”. Bogstaverne hældte ned mod teksten under, holdt ikke sin lige linje. Vi grinte af det. Er det med vilje? Spurgte han mig som om jeg var en form for repræsentant. Han tog et billede af det og lagde det på Facebook. Jeg synes det var upassende. En underlig ting at gøre. Som om det ikke er nogens liv.”