kristendommen, som vi ellers fortrænger. For om nogen formulerede han både sammenhængen og det uoverstigelige svælg mellem ”nu” og ”engang”, det dennesidige og det evige – og så den modsætning, der går ned gennem det menneskelige liv mellem lys og mørke, liv og død, frelse og fortabelse. Det modsætningsfyldte i kristendommen, dens paradoks, var for Grundtvig at se gået tabt i rationalismens kritiske syn på Bibelen og i romantikkens harmonitænkning
Spørgsmålet er så, om det dristige og håndgribelige i Grundtvigs tale om det evige kan gøres gældende i en folkekirkelighed, hvor den teologiske refleksion over eskatologien er gledet i baggrunden. Er Grundtvigs kraftige billedverden, kampen mellem lys og mørke, fylde og meningsløshed, frelse og fortabelse, liv og død blevet uforståelig? Og kan vi igen gøre denne billedverden nærværende og meningsfyldt?