Andrea Hermandine Fre- derikke Birgitte Holck Huitfeldt, intet mindre hed hun den fornemme dame over plyssofaen i den fine stue hos moster og onkel. For den moder- løse Gudrun blev hun et billede på den fjerne Gud, der nok havde sat alting i gang, men derefter for længst havde trukket sig tilbage i ophøjet ro. Mo- ster Birgitte hed hun, den strenge, retfærdige, der gik i moders sted for Gud- run og blev et billede på den nådesløse Gud, der retmæssigt og inappellabelt kunne sende både til himlen og til hel- vede. Onkel Hans Peter var den hjertenære beskytter, der gav Gud- run et billede af en måske svag, men kærlig Gud, hvis mening var god nok, men som ikke havde magt som han havde agt.

Gudrun levede den første halvdel af sit liv med en helvedsangst for sine kære og en himmellængsel for sig selv. Først da hun mødte Aksel, indså hun, at ”verden” også var af Gud, og at mening var mulig, selvom ikke alt mellem himmel og jord var Guds mening og plan.

Aksel voksede op i en missionærfamilie med et billede af en Gud, der måtte have en mening med alt - også med det meningsløse. Ellers var livet for uforudsigeligt og ubærligt. Den gamle sang om drengen Knud, der i lydig standhaftighed undlader at stjæle et æb- le for at glæde mor og Gud og betaler for det med livet, bliver for Aksel et billede til modsigelse af den almægtige. En modsigelse der tager form og bliver til anfægtelse ved det skæbnesvangre mø- de med Gudrun.