slog igennem og kom i flere oplag. Det er hans mest læste roman, men vi har valgt i Sandalserien at pege på hans næste bog, Gud mildner luften for de klippede får fra 1938.

Ikke fordi det er en bedre bog, men den er mere moderne i snittet og benytter Klitgaards eget liv som ramme for fiktionen: en ung mands omflakkende tilværelse fra knægt på et børnehjem til vagabond rundt i Europa og på et tidspunkt storsmugler af cigaretter fra Narvik i Norge til først minearbejderne i Kiruna og senere til det meste af Sverige.

Klitgaard er virituos, han skriver realisme, men sin helt egen form for realisme. Hans politiske ståsted og poetik er uadskillelig. Han skriver et sted: Et sundt demokrati vil altid ligne en byggeplads, en levende groende virksomhed, der aldrig opnår orden. Nej, det er godt at bo på en byggeplads.

– Og på samme måde med hans skrift: Den er om ikke en byggeplads, så en slags montage, idet Klitgaard slipper fortællingen og zoomer ind på alle de små ting omkring stederne, menneskene og årstiderne, der samler sig og danner en helhed, et billede, modsætningsfyldt etc.

Således bliver København, Klitgaards egen by, som han kender som sin egen bukselomme, både storstad og europæisk provins, rig og fattig, kaotisk og simpel – og han selv: et ganske almindeligt menneske, som han benævner sig selv i det poetiklignende essay En søndag for to år siden fra 1938, men også denne særlige.

Der er ikke noget at prale af, og Klitgaard praler ikke, men giver den som moderne troubadour med en underspillet tone, som er helt hans egen. Man kunne sige: den er hans signatur.

Gud mildner luften for de klippede får
                        =   Et hovedværk i mellemkrigstidens danske litteratur.