En håbløs roman

Morten Pape har skrevet en rå, realistisk roman om fremmedhad, danskerhad, fraværende fædre og mødre, der prøver.

Drengen der måtte dræbe

Amager. Morten Papes nye roman er forsmædelig racismerealisme, desværre hentet ud af virkeligheden.

Med ondt skal ondt afreageres

Morten Pape skriver om, når afstumpet sort had gives videre fra en forhutlet generation til den næste.

Morten Papes anden bog er en rørende rå kritik af den danske racisme

Morten Papes anden roman ’Guds bedste børn’ er en fiktiv fortælling om virkelig vold, der løfter hans rå realisme og dens indbyggede sociale kritik til et nyt litterært niveau.

Sikke dog en (velskreven) skuffelse

»Morten Pape sidder fast i tidsmaskinen og bringer ikke noget nyt ind i debatten via sin litteratur, der ellers har evnen til at være dagsordensættende. Lidt en skuffelse for os, der havde store forventninger til den bog, der ville følge efter "Planen",« skriver Anne Sophia Hermansen i sin anmeldelse af »Guds bedste børn«.

Knuste skæbner fra Holmbladsgade

Morten Papes anden roman, ”Guds bedste børn”, er medrivende og grum, men den maler sort i sort og savner håb og modstand.

Pape sætter ild til integrationsdebatten

Morten Pape tog anmelderne med storm i 2015 med den prisvindende debutroman Planen. Med sin hårde autobiografiske socialrealisme skildrede romanen Papes egen opvækst i Amagerghettoen Urbanplanen. Guds bedste børn fortsætter i miljøet, men blikket hæves og spredes ud, da et blodigt køllemord binder tre drenges skæbner sammen