i Studenterforeningen efter dens stiftelse i 1821, gik han til angreb på den danske læseverdens afgud, den tyske forfatteer E.T.A. Hoffmann, der med sine fantastiske eventyr og djævlerier var med til at fordreje hovedeerne på et lille, ædrueligt folk.
Efterligningen er for Wilster den latterligste ytring af genifeberen og årsag til alle tænkelige former for affektation. Han vender sig derfor med vrede mod den syndflod af dårlige bøger, der truer med at oversvømme og forurene den civiliserede verden.

Men efterligningen er også blot et andet ord for intertekstualitet. I en række afhandlinger om H.C. Andersen, B.S. Ingemann og Søren Kierkegaard prøver nærværende forfatter på at påvise den dybe uafhængighed af de store, europæiske forbilleder, som er forudsætningen for tilblivelsen af den litterære guldalders klassiske værker.