Det tyvende århundredet har været karakteriseret af nye og endeløse krige mod mere og mere abstrakte fjender, en pandemi, finanskriser og en nærmest altoverskyggende klimakrise. Vi lever i en mørk tid, som – kunne man fristes til at sige – efterlader begrænset plads til håbet. Men lever vi virkelig i en håbløs tid? De fleste af os står op om morgenen og gør, hvad vi kan for, ja, hvad gør vi egentlig og hvorfor? Hvad er det, som driver vores daglige aktiviteter? Er et minimalt håb en forudsætning for, at vi kan handle? Og hvad vil det egentlig sige, at være håbefuld? Håber vi på det ene, det andet, eller handler håbet primært om at holde mulighedshorisonten åben for, at noget godt kan ske, på trods af at vi på nuværende tidspunkt mangler forestillingsevne og handlingskraft?