Elise Ploug og hendes forhold til sin mand, Carl Ploug. Jeget begynder langsomt at lære Elise at kende gennem research, mens sommeren går, eksem og savn blusser frem. I del II, er det Elise Plougs søster, Johanne Bissen som er jeg-fortæller. Hun taler fra Rom i 1800-tallet, fra sit ægteskab med skulptøren Vilhelm Bissen og fra døden, som indtræffer i forbindelse med fødslen af sin datter. I del III længes et jeg efter omsorg i dets reneste form; den fra en mor til et barn. Der eksperimenteres formmæssigt, idet teksten løber vandret hen over siderne, uden at overholde margenernes begrænsninger.   Hænderne formes som en skål og deri ligger jeg er en tekst om marmor og fennikelknolde, forbindelsen mellem mor og datter, ensomhed, længsel, isolation, og om hænder som prøver at få fat om noget.