Hvordan husker man et menneske, der selv er ved at glemme? Og hvordan finder man mening midt i forfaldet, sorgen og gentagelserne?

Forfatter Margit Saltofte Nielsen har skrevet en stærk, personlig og litterært velfortalt bog om sin fars sidste år med hukommelsestab – en tilstand, der aldrig helt passede ind i ordet “demens”, og som netop derfor måtte skrives frem på sine egne præmisser. Bogen er ikke kun en fortælling om tab, men om nærvær, sprog og et voksent barns forsøg på at bevare forbindelsen til en forælder, der gradvist glider væk.

Det er en fortælling, mange vil kunne spejle sig i – både som pårørende, som datter eller søn, og som menneske.

Det handler om at lytte, når man egentlig har lyst til at flygte. Og om at skrive for at forstå.