Filosoffen Hans Brøchner (1820-1875) var en væsentlig skikkelse i det 19. århundredes danske åndsliv. To af de mest indflydelsesrige danske intellektuelle fra omkring 1900, filosoffen Harald Høffding og litteraten Georg Brandes, havde begge været hans elever, og det 19. århundredes danske åndshistorie kan ikke begribes uden at tilskrive Brøchner en væsentlig andel i tidens sekularisering.

Brøchner var langt ude i slægt med Søren Kierkegaard. Som ung foretog han dannelsesrejser til udlandet, og som det var skik og brug, skrev han hjem til venner og slægtninge. En af dem var hans og Kierkegaards fælles kusine Julie Thomsen, som af mange i samtiden blev regnet for Kierkegaard-slægtens mest begavede kvindelige medlem. Han skrev til hende fra Berlin, fra Rom og fra Paris. Igennem brevene bekræftes det indtryk af en ædel og velbegavet personlighed, som tidens memoirelitteratur giver, og som også er formidlet af et par af epokens lyrikere, vennen C.K.F. Molbech og Edvard Blaumüller. Brevene publiceres her for første gang og er forsynet med indledning og kommentar.