indblik i. Ikke isoleret, som en historie for sig, men hele tiden i set relation til Charlotte Strandgaard som mor. Hvor usikkert det har været med den konstante angst for, hvad morgendagen bringer, hvor hospitalet tackler situationen, herunder Hans’ sidemisbrug af heroin, og hvornår han igen bliver sendt på gaden eller lagt i spændetrøje. Men også – og det er et scoop -  i retrospektiv, hvor meget hun lærte af Hans’ store hjerte og klippefaste tro på Gud. Så bogen er, udover at være en moderne helgenfri, også både en øm og medrivende skildring af dette helt særlige mor-søn-forhold og en sønderlemmende kritik af behandlingssystemet. Charlotte Strandgaard kaldte oprindelig bogen for På det modsatte fortov. For at pege på ham, der går derovre og luder sådan lidt foroverbøjet. For at stille spørgsmål ved vores opfattelse af, hvad der er normalt og hvad der er sygt. Ligger det f.eks. indenfor det normales rammer at se syner, at tale med engle, eller er det noget, som vi som moderne mennesker ikke bryder os om. Som vi forkaster, fordi det er pinligt, eller bare løgn og latin. Den hellige Frans af Assisi er ét af Hans’ forbilleder, og for moren efterhånden at betragte som Hans’ lidelsesfælde. - I Sundby kirke, i mødet med kristne fra Egypten og Armenien møder Hans trosfælder, for hvem åbenbaringer ikke nødvendigvis hører en fjern fortid til, her finder han ro og efter Ærkeenglen har åbenbaret sig for ham slipper han ud af sit misbrug, fra den ene dag til den anden, hvorved hans liv med sikkerhed forlænges med adskillelige år. Bogen er vanskelig at genrebetegne. Som ofte før spiller Charlotte Strandgaard lyrikken ud mod hårdere genrer, som her f.eks. lægejournaler. Dertil endelig nogle håndfulde af den syge mands fremragende ikke-syge digte.