For vel veed vi, hvad "Hans Kvast" er for En, og den Betegnelse passer ganske udmærket paa Fortællingens Hovedskikkelse; og der er vel ogsaa adskillige, der ud af deres Børnelærdom mindes, at salig Melusine var en stakkels Kvinde, der til Straf for at have ombragt sin utro Fader blev begavet med Snohale, saaledes at hun hver Lørdag Aften var dejlig foroven, men "Orm" forneden.. Naturligvis kan det være mindre vigtigt at forstaa, hvad den Titel betyder, selv om det driller Læseren, naar Bogen ellers duer noget, og det gør den selvfølgelig, da det er Henrik Pontoppidan, som har skrevet den. Hans Bog er Fortætning helt igennem: den er fortættet i sin Stil, fortættet i sin Form og fortættet i sit Indhold. Vær saa god, lige til Sagen, hold Traaden fast, ingen lyriske Svinkeærinder, om jeg tør bede – det er Anti-Lyrikeren Pontoppidan, som har Ordet, Panteisten, men Drømmehaderen Pontoppidan…. Historien (er) i og for sig ikke mærkelig. Den fortæller omet sjattet, dansk Mandfolk, en Mand, derer stopfuld af Løgn og anden Liderlighed, men alligevel en Mand med noget Kunstnerblod i sig. Det viser sig, at denne Musikus, der Aar igennem har nbæret sin egen Selvopholdelsesdrift med nogle Smaasange og saa med det, kan har villet gøre, tilsidst former et Kunstværk, uden at dog naturligvis hans Menneskeværd derved vokser… Det tjener til Bevis for Pontoppidans kunstneriske Oprigtighed og dybe Menneskekundskab, at han ikke her alene nøjes med en ny Udgave af Hjalmar Ekdal, men giver os et ægte Menneskebarn, hvis Bagage er nogle Perler og meget Snavs. I det hele varer Pontoppidan sig altid for Overdrivelser. Hvor er ikke denne Skildring af "Hans Kvasten", af hans lidt indskrænkede og kritikløse lille Borgerkone, af Svigerforældrene helt igennem vederheftig og virkelighedstro.” Julius Clausen i ”Berlingske Tidende” 6.12. 1907