Manden bag en af de største omvæltninger i Danmarkshistorien, nemlig reformationen, hed Hans Tausen og er med sikkerhed født i Birkende på Fyn. Det står nemlig på hans gravsten i Ribe. Imidlertid var hans far ikke almindelig bondemand, som Ingemann skriver i sit digt. Hans far, som altså hed Tave, Tauge eller Tage, var lavadelig, men var ruineret af den katolske biskop Jens Andersen Beldenak, som inddrog lavadelens godser rundt om på Fyn (bl.a. ejede han hele Tåsinge). Imidlertid lod denne lavadelsmand sin søn Hans blive tilbage på Fyn. I dronning Christines regnskabsbog fremgår det imidlertid, at hun tog sig af ham, hjalp ham som latinskoledreng og senere ind på Antvorskov Kloster. Det var der god grund til, at hun gjorde, for dronning Christine var biskoppens erklærede fjende, fordi Jens Andersen Beldenak havde ladet hendes nære ven og lensmand på Næsbyhoved slå ihjel. Det handler den lille roman Hans Tausen og dronning Christine om, og den skildrer hans opfattelse af, at alle mennesker er lige meget værd. Bogen efterfølges at et lille kirkespil eller skuespil, der fortæller om tre vigtige episoder i Hans Tausens liv nu 500 år efter reformationen. Bogen henvender sig til de 9- til 13-årige.