”Neonlyset i loftet giver de røde kødrester i de mælkehvide plastbøtter en svag orange farve. En slagter er ved at hive den meterlange gråblege medister op af kedlen, og der lyder et klask, da den rammer plastkassen. Han skærer et stykke af, puster på det og putter det i munden.

Vil du smage? Spørger han, og er allerede ved at skære et stykke mere af. 

Ja tak, siger jeg, og mærker rødmen brede sig i mit ansigt.   

Jeg lægger medisterstykket på mit kittelærme for ikke at brænde mig, puster og spiser. Jeg er sulten, og den smager godt. Hold kæft, du ser dum ud. Tror du, du er til te hos dronningen.

”… og Ellen er da også en pæn pige. Hun gør ALT for at klare sig igennem og ender da også med til sidst (kan vi godt røbe her) efter alle mulige mere eller mindre surrealistiske prøvelser (lig jobbet i slagterafdelingen) at slippe af sted til København. Med egen lejlighed på Ahlefeldtsgade.