i kulissen, grotesk eller gribende – alt efter behag – og personificeres i en reklame og marketing-specialist og hans tilsyneladende modpol, partisekretæren hr. Bram.

Begge har de et ærinde, som omfatter Stangert, og begge forsvarer de systemer, der griber afgørende ind – ikke kun i den sølle funktionærs liv, men i vort fælles.

Bagtæppet skifter, personer veksler, men da det går op for Stangert, at hans overordnede vil have ham til at omvende en narkoluder i ideologiens tjeneste, bliver hans uvirkelighedsfølelse til et håndgribeligt mareridt. Og en komedie.

Ligesom René Clair brugte commedia dell’arten på sin måde, bruger Klaus Rifbjerg den her på sin. I Pantomimekomedien kan alt ske, også folk som ikke tror de er andet end skeletter, bliver til rigtige mennesker.