lå på ryggen, venstre arm strakt ud, højre hånd sunket ned på brystet, som om hun havde forsøgt at afværge døden. ”Hun blev overrasket i søvnen,” sagde dr. Hillmot og rejste sig stønnende og med knirkende knæled. Han var sidst i halvtredserne, led af betragtelig overvægt og fandt, at de fysiske strabadser, der fulgte af et ligsyn, egentligt var urimelige for en mand hans konstitution. Men da hans ønske om førtidspension endnu ikke var imødekommet, måtte han igen og igen anstrenge sig som nu. Magdalena Feddersens ansigt var ikke til at kende. Hele hovedet var svinet til med rødt, spidse, hvide splinter ragede ud i panden. Kraniet var knust med stor kraft.