de store oprørere Kain, Judas og Spartacus. Den revolutionære tone dominerer ligeledes digtrækken Mit Land –, 1898, rettet mod den tilstand af politisk og åndelig forsumpning der for N. karakteriserede samtiden. Efter systemskiftet 1901 antog hans digtning en lysere klang og på en måde gjorde N. i sine næste digtsamlinger dét realistiske og folkelige gennembrud med, der samtidig fandt sted i hjemstavnslitteraturen. Vaardigte, 1901, Rejsen til Rom, 1904 og navnlig den centrale samling Vandringer, 1905 udstråler en ungdommens optimisme, dens længsel mod fjerne mål og nye oplevelser der kommer til udtryk i et stort antal rejsedigte. Men undertiden forbliver målet uopnåeligt – "Hvad jeg har set er intet; hvad jeg vil se er alt" – og livsbekræftelsen overskygges af et mismod der forstærkes af en bevidsthed om alle tings forgængelighed. Digteren bliver et hjemløst menneske, hos hvem udve og hjemlængsel afløser hinanden og således udgør forfatterskabets kunstneriske spænding. Denne antager i N.s anden betydelige samling Sange mod Solnedgang, 1920 der har sin forudsætning i en svær sygdomskrise, en forklaret tone af resignation i digte over menneskelivets utilstrækkelighed og dødens uafvendelighed." (Dansk Biografisk Leksikon)