Hans stemme, hans duft og hans favn var velkendt, også hans dansetrin var velkendte, selv hans læbers strejf på hendes kind var velkendt. Hun smeltede i hans favn og følte, at hun var kommet hjem. Alle, der var til stede, så undrende og forskrækket på denne fremmede, som ingen kendte, men som havde en slående lighed med hendes afdøde mand. Da dansen var færdig, var hun svimmel og ør i hovedet, hun blussede som en ung, forelsket kvinde, og lykken strålede ud af begges ansigter, og i genkendelsens rus hørte hun ham hviske: ”Kom hjem, min elskede, kom hjem.”