”Lussemor”, er klog kone og jordemor for hele egnen og har salver og eliksirer mod de fleste sygdomme, og hun er meget søgt. Især af egnens kvinder.
Det er også en tid, hvor den ny videnskabelighed vinder frem, og købstædernes læger ser ikke med milde øjne på kvaksalversker som Lussemor. De blev ofte arresteret og idømt langvarige straffe.
Da sorte skyer begynder at trække sammen om Lussemor, får hun den idé, at Tobias skal læse til læge. Og med sig skal han have al hendes indsamlede viden, så den ikke skal gå tabt. Et stort ansvar at lægge på et barn.
Imens alt dette sker, får vi et levende indblik i almuens liv på landet på den tid, og på en hakkeorden og modvilje mod alt fremmed, som vi let genkender.

Pressen skrev om Heksen:

»Derfor er fortællingens menneske- og verdensbillede heller ikke slet så simpelt, som dens stil er enkel og ligetil. Ingen af de centrale personer er entydige ofre eller skurke. For nok mobbes Tobias som en ‘fremmed’ i landsbyen, og dét af de samme jaloux lokaltyranner, der lynchede hans flotte far på en falsk anklage for hestetyveri, og som nu bifalder øvrighedens anklage mod landsbyens ‘heks’ for fosterfordrivelse med udsigt til endnu en henrettelse - skønt de gladelig selv benytter sig af hjælp fra hende i både lovlige og lyssky anliggender.«
- Søren Vinterberg, Kritisk Portal

»Prins’ roman har både en historie og en hensigt. Hensigten er med klare signaler til samtiden at skildre en gammel tid på tærsklen til en ny: Slutningen af 1700-tallet, hvor udflytningen har spoleret det ældgamle landsbyfællesskab, oplysningstidens tanker slår igennem som almen bevidsthed, der skal opdrage bondestanden. Hvis ikke med det gode, så med det onde, og det er nødvendigt, hævder magthaverne, mens forfatteren protesterer i det dulgte.«
- Johs. H. Christensen, Jyllandsposten

»Henning Prins tegner almuemiljøet og den historiske baggrundskulisse med etnologisk nysgerrighed, og hvad der har fængslet ham, er tydeligvis overgangstidens mentale kramper og et indelukket samfunds overtro og mistro mod det nye og ukendte, med mobning af syndebukke, der står for det fremmede og farlige. Bagved hersker et stivnet embedskorps…romanen er velkomponeret, og Prins skriver godt og sanseligt.«
- Hans Hertel, Politiken