hjemmefra, fordi ... ja, Palle ved ærlig talt ikke helt hvorfor. Han har også andet at tænke på end de voksnes problemer. Han har nok i sine egne. For hvordan skal han dog undslippe monsteret i computerspillet, hvor han spiller dragedræberen Kelt. Og hvordan skal han overleve løbeturen i skoven, som han har væddet med sin mor om? Palle har brug for hjælp. Nej, han har brug for en helt. Mon ikke helte køber ind i Kvickly? Palle skriver en seddel, som han vil sætte op på opslagstavlen i Kvickly. Der står: ”Helt søges – henvendelse Palle Cloppenborg.” Men mon det lykkes? Og ser helte egentlig altid ud som vi regner med? Illustreret med sort/hvide tegninger Uddrag: Han var en sand mester i marcipanbrøds-spisning. Med fortænderne kunne han skrælle al chokoladen af, uden at få så meget som en lille smule marcipan med. Marcipanen formede han tit til en lille figur. Som regel en drage, eller en mand med et sværd. Derefter spiste han figuren i små bitte bidder. Først ét ben, så det andet, så en arm, så hovedet. Han kunne også finde på at bide et hul i den ene ende af marcipanbrødet og grave al marcipanen ud med en lille, bøjet skruetrækker, som han gemte hjemme i den øverste skrivebordsskuffe, og som han ikke brugte til andet end at udhule marcipanbrød. Når han så havde spist al marcipanen og sad tilbage med chokoladeskallen, kunne han vælge bare at spise den eller stoppe noget andet ned i den. For det meste valgte han at stoppe noget andet derned. Det kunne være hvad som helst. Bare det var lækkert sødt. Han havde for eksempel gjort det med nutella, honning, knuste guldkorn. Engang havde han endda både hældt knuste guldkorn og lidt mælk derned, men det var blevet noget sjask, for mælken havde opløst chokoladeskallen, og det endte med, at han måtte slikke en hel del af det op fra sit skrivebord. Vingummibamser skåret i små stykker eller vanilleis som han først lod stå lidt, så det blev til softice, og derefter blandede op med forskellige slags krymmel, det var heller ikke dårligt. Men de metoder var selvfølgelig ret besværlige og krævede fri adgang til køkkenet, og at hans mor ikke var hjemme. Hendes skarpe vægtvogter-syn måtte for alt i verden ikke opdage noget. Hvis han havde penge til det, købe han tit to marcipanbrød, smuglede dem med ind på sit værelse, udhulede dem begge to, lavede figurer af det første brøds marcipan og stoppede det andet brøds marcipan ned i det første brøds tomme skal. Så kunne sådan to marcipanbrød holde længe. Overraskende længe. Det største problem var sådan set marcipanbrøds-papiret. Han kunne jo ikke bare smide det i skraldespanden. Det ville hun opdage med det samme. Heldigvis var det muligt at presse papiret ret meget sammen, for det var sådan noget staniol-agtigt papir, der kunne formes, til hvad det skulle være. Han rullede det altid sammen til en lille kugle, hamrede kuglen flad som en mønt og dumpede den ned i den store sparegris, som han engang havde fået af moster Mie. Hun var ansat i en bank på Fyn og havde givet ham sparegrisen i dåbsgave for efterhånden tolv år siden. Den havde stået i bunden af hans skab i mange år uden at se skyggen af en mønt, men nu var den rigtig kommet i brug igen. Mon ikke! Den bugnede simpelthen. ”Man kan ikke starte opsparingen for tidligt,“ havde moster Mie sagt dengang. Og det sagde hun faktisk stadigvæk, hver gang hun så ham. Jo. Marcipanbrøds-spisning var noget, han kunne bruge meget tid på. Så det passede simpelthen ikke, når hans mor sagde, at han ikke havde nogen hobby. Han havde jo faktisk hele to. Computerspil og marcipanbrød. Måske var marcipanbrøds-hobbyen ikke så sund ... men en hobby – det var det.