som bruges af Væsner i Bevægelse – den fuldeste Frihed og den højeste Ligevægt“. Digteren synes at have nået dette mål med sit værk, der i sin rytmiske udfoldelse er præget af fuld frihed og den højeste ligevægt mellem sindets poler. Kunstneren virker frigjort fra alle andre hensyn end de rent kunstneriske i sin aristokratiske radikalisme. Digteren ser sig selv som skuende på Olympens top og anråber Apollon – „Solgud og Mesterskabs Aand“ som sit sande jeg i sit store klassisk metriske og triumferende homeriske heksameterbrev til ungdommens tårnbroder Johannes Jørgensen. Over for Jørgensens paniske og svage tro sætter han sin egen skabende ånd, der som et atom jager igennem solen mod stærkere stjerner i en ekspansiv kosmisk udvidelse af digterens poetik. Han gentager spørgsmålet fra sine debutdigte i Naturbørn: Hvem er jeg? Her 30 år senere kender han nu svaret: „en eneste Aand gennem skiftende Verdner“! En ånd, der i en synæstetisk overgang får sfærerne til at synge og „selve Guds Sol til at danse“. I titeldigtet „Heroica“ ser han kunsten som en dyst, hvor enhver lav modstand skal mødes med „Kraft som Aand“. Sophus Claussen driver sin overmenneskelige vitalisme meget vidt i sit poetiske testamente i 1920'erne og lader verset i en sidste stolt knejsende gestus ryste sin løvemanke. Det nerveliv, som Johannes Jørgensen og Knut Hamsun tilbage i 1890'erne mente skulle være så sensibelt, at digterne kunne mærke selv de mindste forskydninger mellem atomerne, sætter Claussen nu i et oprør i forlængelse af sin viljebestemte heroisme. I afslutningsdigtet „Atomernes Oprør“ ser han sig selv som atomet, der får solen til at danse. Som Nietzsches filosofi er hans poesi dynamit, der føder dansende stjerner. Teksten virker som en moderne fremskrivning af Johannes' Åbenbaring fra Bibelen, og påkalder sig da også både påskelammet og fisken i en storladen apokalyptisk vision, hvor digter-jeget til sidst besinder sig og beder om nåde på klodens vegne. Hvis ikke den skal gå under i atomernes eksplosive ekspansion, må atomerne – og sindbilledligt digteren – holdes på plads i „Livsligevægten“s spænding. (Dansk Litteraturs Historie)