til livet og førligheden. Nu har han tid til at reflektere over sit liv, og han oplever en stor kærlighed til mennesker omkring sig. Først forstår han ikke, hvorfor han er blevet så følsom. Det ligger ikke helt i hans natur. ”Det havde været en astronomisk forandring i min måde at tænke på. Før flystyrtet var jeg center i mit eget solsystem. Alt drejede rundtomkring mig og for mig. Nu var jeg blevet en mindre planet, der drejede omkring noget, der var større end mig selv. Det ”noget” der var større, var den eneste sande Gud. På en eller anden måde havde jeg fået hans hjerte for mennesker. Hvilket som helst menneske. Alle mennesker. Venner. Familie. Medarbejdere. Fuldstændige fremmede. Holdningsskiftet var måske ikke så meget i min måde at tænke på som i mine følelser. Ikke så meget i mit hoved som i mit hjerte.”

Lidt efter lidt kommer hukommelsen tilbage, og endelig en dag kan han huske: Han havde en ”ud-af-kroppen” oplevelse, mens han lå i koma lige efter ulykken. Han blev taget med til Himmelen og tilbage, som han selv siger. Dale Black fortæller meget troværdig og gribende om sit møde med det himmelske, og jeg kan godt forstå, hvorfor hans liv tog en ny retning herefter. Han er meget mere bevidst om, hvad han vil, og hans længsel efter Gud er stor.

 

Det bemærkelsesværdige i denne livsberetning er, at Dale Black venter 40 år med at fortælle sin fantastiske historie. Den eneste han har delt den med, er sin bedstefar. Bedstefaderen gav ham det råd, at han ikke skulle tale om det han havde oplevet, men lade oplevelsen virke i sit liv.