Holberg, Kingo, Leonora Christina, Arrebo, Palladius og Saxo.

Teksterne anskues som ´himmelstiger´, dvs. som udtryk for de enkelte forfatteres personlige erfaringer med det transcendente, og ikke, som det oftest er tilfældet, som formuleringer af autoriserede trosforestillinger i forfatternes samtid. Set i det perspektiv er de guldrandede værker langt mere levende og psykologisk autentiske end deres rygte.