vestkysten af Island. Bardur og Drengen har været i Staden og lånt Miltons Det tabte paradis af den blinde kaptajn Kolbein. Nu er de tilbage i fiskerhytten på stranden hvor de bor syv mennesker sammen fire måneder om året, blandt andre bådsformand Petur, der kan minde om den onde selv, og hans kone Andrea, husbestyrerinden, som er lille og yndefuld og gør det ud for mange flasker kinesisk livseliksir.

Bardur og Drengen driver ofte Petur til vanvid med deres forbandede læseri, og da de skal ud at fiske for første gang i fjorten dage, er Bardur helt opslugt af at huske nogle linjer fra Milton og glemmer i farten sin skindanorak. Månen kommer sejlende ind i en sort himmelvåge i skyerne med et hvidt skær i sejlet, og i døren møder han Andrea. Hans hoved er fuldt af poesi og det tabte paradis, og hun siger: Åh, hvor er du smuk, min snut. Men så genlyder mørket af Peturs stemme: Er du faldet i søvn, knægt!

Klokken er tre om natten og de ror ud på havet i en åben båd med seks årer. Fire timer tager roturen og der er kun et par tynde pinde mellem dem og det dybe hav. Mens de venter på at fisken skal bide på, blæser det op. Det er marts måned, den arktiske vind er iskold og det begynder at sne. Bardur slår kuskeslag, Drengen og Bardur sætter sig over for hinanden og slår håndfladerne mod hinanden, Petur begynder at fremsige vers, først de pæne, så de slibrige, men lige meget hjælper det. Uvejret raser, vinden bider og bølgerne slår ind over båden.

Intet er mig skønt uden dig, som det hedder i digtet. Poesi er vidunderlig, men ligesom havet kan den også være livsfarlig, og den der har glemt sin skindanorak står døden nær.