Willum havde ingen arme. I en tavs verden af blinkende lamper lå han som et blegt hylster og omsatte uhyre mængder medikamenter af forskellig observans til en række interessante resultater i dr. Råger S.B. Heinrichs forsøgsrapporter. Willum havde gennem sin opvækst lagt krop til eksperimenter, der stadig den dag i dag slår verden med forundring ved deres gennemførte mangel på skyggen af betydning eller formål. Det var udelukkende Råger, der på dette tidspunkt havde adgang til de journaler, der opsummerede historien om Willums mentale og legemlige udvikling. Udelukkende Råger der kendte til denne patients virkelige oprindelse - og han kunne ikke være mere ligeglad. Det ragede ham for det meste en papand, om hans forsøgsobjekter trivedes. Og Willum var, selvom han var hans biologiske søn, dog først og fremmest et præparat. Et præparat af prima kvalitet med fin respons og meget få indvendinger. Det stadige behov for bekræftelse drev Råger S.B. Heinrich i en række retninger, hvis formål som nævnt stadig er til debat. Men, vi skal forsøge at forholde os objektivt til begivenhederne og undgå at stoppe op ved detaljer, der alligevel kun er teorier…