i august 1945, da Bergit Forchhammer efter seks lange krigsår tog afsked med England. Hun ejede ikke en penny og efter at have skilt sig af med en masse overflødige ting såsom bøger, klaver, kat og den seneste boyfriend, var hun klar til at starte et nyt liv. Der var meget at være taknemlig for: Krigen var forbi, sejren var på de retfærdiges side, og Bergit havde overlevet. Mere end det: hun var ung endnu, rask, ganske køn og med mod og energi til at erobre verden. Bergit Forchhammer havde tilbragt krigsårene i London som flygtning fra Tyskland, og vendte tilbage til et Tyskland og en by, der ikke længere var hendes hjem. Hun levede i to verdener. Hun genfandt sin mor og sine jødiske bedsteforældre, der mirakuløst havde overlevet både holocaust og bomber. Men hendes far var død i 1940. Hun blev vidne til de forfærdelige tilstande, der herskede i de første år efter krigen, men samtidig nød hun livet - og blev godt behandlet i amerikansk tjeneste, især sammenholdt med det forarmede tyske folk. Historien i bogen Hjemad men ikke hjem om tre vilde år i efterkrigstidens Tyskland er krydret med både alvorlige og morsomme, absurde episoder. Også danskere i amerikansk tjeneste arriverer på scenen i Tyskland, og dermed får fortællingen betydning for dansk efterkrigshistorie, som der ikke er blevet skrevet om før. At Bergit så blev forelsket i en dansker og senere gift med ham, er en del af historien. Bogen er en fortsættelse af hendes tidligere erindringsroman: Venligsindet Fjende.