Grækenland har altid haft store lyrikere. Blandt nobelpristagerne er Elytis og Seferis, som begge skriver i det blændende sollys. Nanos Valaoritis (f. 1921) skriver i skyggerne på samfundets bund. Den nu 94-årige Valaoritis store digtkreds, "Hjemløs den Store", viser eksistensen helt nøgent: "Jeg pisser hvor jeg kan komme til det, / æder hvad der dukker op, / er ikke bange for dårligt vejr, / trisser rundt dag og nat; / … Jeg nærer ikke had til nogen, / jeg er ikke revolutionær – / er bare et symptom, et ulykkeligt tilfælde"... Men der er mere ved denne tekst. Den er dybest set i samtale med litteratur fra hele verden. Eksistenser af denne art, der i selve hjemløsheden finder en flygtig følelse af hjem, møder vi hos de amerikanske beat-digtere, som Valaoritis lærte at kende under sit eksil i USA, og kinesiske digtere, som Lu Xun og Mo Yan, både før og efter revolutionen, og fortvivlede modernister som Rimbaud og Kafka. Og selvom vi har kendt hjemløse som avissælgere i mange år og mødt hjemløse palæstinensere, har ordet hjemløs fået en helt ny aktualitet i den seneste tid, hvor store grupper af flygtninge driver op igennem Europa. Når man er udenfor, er man helt udenfor.