Otto Krøyers udvikling gennem tre faser: „Hjemme“, „Hjemløs“ og „Hjem“. Vægten er lagt på hjemløshedsfasen, der fylder 2/3 af bogen. Den er mere beskrevet som Ottos søgen efter skæbne og mening end som hans eksil. Otto bevæger sig fra den intime lilleverden i barndomshjemmet til et langt møde med det fremmede i den omkringliggende verden, først i København, siden under en lang udenlandsrejse i revolutionsåret 1848. Efter udenlandsrejsen vender Otto hjem først til København, hvor han imidlertid hurtigt viser sig ikke at høre hjemme, og siden til sin hjemegn, hvor han besinder sig på et mere ydmygt kald som meningsgivende for sin tilværelse. Men efter kort tid dør han af en skade, han har pådraget sig under en redningsaktion i forbindelse med en brand. Hjemløs er ambitiøs i sit oplæg. I Otto Krøyers liv tegner den et omfat-tende skæbnemønster, hvor hans jagt på en skæbne, som er værd at have, får ham til at vokse i format. Men samtidig løber hans liv ligesom ud i sandet. Han forbryder sig imod kærligheden i en følt, men samtidig kynisk kærlighedshistorie med småborgerdatteren Pauline, og det kommer i sidste ende til at spærre for fuldbyrdelsen af hans store kærlighed. Han vinder alligevel til sidst en stor skæbne, da han dels går i et med det store projekt, han har hjulpet vennen Peter Krøll med at sætte i værk, dels giver sit liv i forsvar for mennesker, han elsker og også før har beskyttet. Den grundlæggende forestilling i bogen, nemesistanken, formuleres af den idealt sindede verdslige jøde de Castro, som Otto møder under sit ophold i Rom: (…) den himmelske Retfærdighed er forskjellig fra den jordiske, der slaaer Hovedet af Synderen. Nemesis tilsigter med al sin Strenghed noget positivt Godt. Der er i Tilværelsen en overskydende Sum af Kjælighed, som gjør, at vi lønnes lidt mere, end vi menneskelig taget have fortjent, og straffes lidt mindre, end vi have fortjent, og deraf opholdes Verden. (Dansk Litteraturs Historie)