befolkning, der ved siden af civile job får en militær uddannelse, og stiller
sig til rådighed for forsvaret og for samfundsopgaver.

Hjemmeværnets betydning – og generelle omdømme – har forandret sig i takt med såvel skiftende trusselsbilleder som vekslende samfundstendenser. Organisationen har rod i modstandsbevægelsen, som voksede frem under Danmarks besættelse
1940-1945, og som fremtvang et brud med såvel den hidtil førte sikkerheds-, udenrigs- og forsvarspolitik, som et mentalt brud med småstatskomplekset. Hjemmeværnet blev både militært og politisk en af den kolde krigs centrale organisationer. Militært som et centralt led i den tidlige koldkrigs beredskab
og i den sene koldkrig som en stadig mere central del af et skrumpende dansk forsvar; politisk som en ’frontlinjeorganisation’ i den kamp om sjælene, der fandt sted. Efter den kolde krigs afslutning har Hjemmeværnet gennemgået en
gennemgribende omstilling, under pres fra nye trusler. I takt med forsvarets ’internationalisering’ har Hjemmeværnet således fået en ny, central rolle i det nationale krise- og katastrofeberedskab.

I bogen foldes hele historien ud for første gang af historikeren Jens Ole Christensen, der til daglig er seniorforsker ved Tøjhusmuseet.