Måske har vi et lille bitte - men strålende, ansigt i vores hjerter, et ansigt, der altid kigger efter kærlighedens eget væsen. Lige meget hvad vi ellers laver i den virkelige virkelighed, er sådan et lille vågent øje måske altid opmærksomt på, om den store kærlighed er med den. Måske hører vi kærlighedens stemme sige ting som ; " Vi ved begge, at du blev født som mit barn, på trods af at du er menneskelig og på mange måder føler at du klager og tilfredsstiller mennesket i dig selv.... Selvfølgelig gør du det; du er menneske og det er det menneske, du er, jeg elsker". Den store kærlighed, der er udelt, og som sådan ikke deles imellem nogen, den er kærlighedens væsen. Den kan kendes på, at den begynder der, hvor intet forventes til gengæld....