blev rendt over ende af en idé om, at vi ved udelukkende at sige du til hinanden ville udrydde alle sociale forskelligheder.  

Overgangen fra De til du blev en barsk omgang for rigtig mange mennesker. F. eks. var mange ældre og syge blandt taberne i en af danmarkshistoriens største sprogkampe.

Bjørn Andersen, der af mange huskes for sin humor og vid som populær skærmtrold, fortæller detaljeret om, hvad der skete. Han opfordrer samtidig til, at vi tager det gamle du-De-system op til fornyet overvejelse.   Danskerne er de mest uhøflige i Europa og Norden, og forfatteren mener, at du-ideologien har ændret vores nationalkarakter. Samtidig konstaterer han, at de nye generationer i højere grad end de tidligere er fokuseret på høflighed, hvilket fremgår af en ny universitetsafhandling om emnet fra hans hånd.  

Bogen udforsker begrebet høflighed. Der fortælles levende om nogle vigtige høflighedsteorier, fra klassisk dannelse og Emma Gad til talehandling og det meget vigtige men ofte oversete ansigtstab. Desuden sættes dansk høflighed ind i en europæisk sammenhæng.   Undervejs i bogen beretter mange kendte og ukendte danskere om deres erindringer og meninger om du og De. Man bliver ikke alene underholdt men også klogere af disse fortællinger, der udgør den eneste eksisterende dokumentation af sin art af dette kapitel i dansk kulturhistorie. Bogen ser derudover på høfligheden i Kongehuset, Folketinget, Folkekirken, sygehusene og plejesektoren, forsvaret, politiet, domstolene, i færdselskulturen og på teateret. I et særligt kapitel behandles brugen af du og De i radio og TV historisk og aktuelt, hvor forfatteren taler med en lang række kendte kolleger fra medieverdenen.