ord i højskolens vokabular og vidner om, hvor beslægtet ånden er med de aktuelle tendenser i politik og erhvervsliv.

Højskolens livssyn er i bund og grund bestemt af kristendommen - også i disse sene dage, hvor det i højere grad er filosofi og alternative livssyn, der fanger øjet ind, når det kigger i brochurerne. Men det har en lang forhistorie, begyndende i Grundtvigs hoved og Kolds praksis, der begge var imprægneret af kristendom. Og det er temmelig forskellige skikkelser, kristendommen har antaget i højskolens lange historie. Den har været centrum i en bastant historiemetafysik, den har inkarneret sig i mellemkrigstidens pacifistiske bjergprædikenidealisme, og den er baggrunden for Hal Kochs (social)demokrati og for den etik, Løgstrup selv betragtede som rent human.
Ikke mindst Koch og Løgstrup bidrog til at grundlægge den kulturkristendom eller den kristeliggørelse af kulturen, der siden halvtredserne har betydet, at kristendommen har fortonet sig som religion, som tro, men til gengæld bidt sig fast som kultur.

Højskolens religionshistorie er spændende i sig selv, men den er også spændende som spejl for den generelle historie, som tidsåndens konkrete spor.