hendes hjerne, og efter utallige lægebesøg, uendelig meget terapi og alverdens medicin ved hun stadig ikke, hvorfor det kan tage hende en hel dag at komme ud af sengen, eller hvorfor hun støder både vildfremmede og sine nærmeste fra sig.

Engang arbejdede hun for Vogue og drømte om at skrive en roman. Nu producerer hun indhold til et website, hun foragter. Engang boede hun i en taglejlighed i Paris. Nu bor hun i Oxford på en lukket villavej i et hus, hun ikke kan fordrage, men som hun ikke magter at flytte fra. Men det er hun nødt til, især nu hvor hendes mand Patrick – søde Patrick, der aldrig har ønsket andet end at gøre hende lykkelig – har forladt hende.

Martha har ingen steder at tage hen, bortset fra barndomshjemmet – et bohemeagtigt (læs: faldefærdigt) byhus i en autentisk (læs: nedslidt) del af London – for at bo med sine forældre og prøve på at overleve uden sin elskede søster, som er den eneste, der altid har kunnet gøre tilværelsens kaos udholdelig for Martha, og som nu enten har for travlt eller bare har fået nok.

Men måske kan Martha skrive en bedre slutning for sig selv ved at starte forfra – måske er hun alligevel ikke helt færdig.