og dermed planter de en ny tid i sognets muld. Holger vil forandring og fremskridt, han er ungdommelig, begavet, dygtig og optændt af andelsbevægelsens ideer. Han er andelsøkonomiens, foreningernes, folkehøjskolernes, forsamlingshusenes og folkestyrets mand, men samtidig opfattes han som en fremmed i sognet. De lokale sladdermaskiner er klar med fordommene, da Kirstine indlægges med nyrebetændelse, og der kommer en yngre pige i huset på Harreborg, for Holger anses for at være et lumskt driftsmenneske:.. Holger er ikke af gammel bondeæt og bærer ikke traditionens arvelod, men er tidligere løjtnant og forvalter. På den måde udgør Holger Hauge og Kræn Højgaard modsætninger, som navnene også antyder i det gamle bondebrugs højgård over for den dyrkede have. Holger skaber omstilling og indfører det moderne, så han er romanens tilsyneladende helteskikkelse, der erobrer den Thorsted'ske offentlighed og fører den ind i det moderne. Hans fremmedhed og mangel på forankring i de gamle traditioner udvikler sig imidlertid til dæmoniske modkræfter, fordi han ikke bare repræsenterer den ny tids foretagsomhed, men også dens individualisme og egoisme. Holger vil ikke bare den ny tids andelsbevægelse, han vil også i høj grad sig selv, hvorfor han i stigende grad gør andelsbevægelsen til en løftestang for sine personlige ambitioner. På den måde viser hans værk og liv sig efterhånden dybest set at være koncentreret om at tilfredsstille egne mål. Så Holger Hauge vinder nok livtaget med Kræn Højgaard og den tunge traditionskultur, men han taber samtidig på et andet plan det ideale sigte og dermed selve sagen, fordi den undervejs forandrer sig fra fællesskab til et individuelt projekt. Holger er altså ikke i stand til at forløse idealerne i det fællesskab, han er stedt i. Den fremmede Holger Hauge fører nok de nødvendige forandringer ind i sognet, men fremskridtet savner folkelig forankring. Derfor får projektet et tragisk forløb og en tragisk udgang, hvilket afspejles i ægteskabshistorien." (Dansk Litteraturs historie)