have kunnet mediere den hårde konflikt mellem de gamle og de nye værdier, fordi hun rummer de menneskelige sider af traditionen såvel som begæret efter det nye, men i takt med at Holger i stadig højere grad bliver vidtløftig og kræmmeragtig, udvikles sygdommen i Kirstines krop. Hun dør på samme tragiske vis, som en række af de Bregendahl'ske kvinder må dø, for det er ikke deres værdier, der vinder. Og Holger bliver på en måde aldrig menneske mere. Kirstine var hans balance, repræsentanten for det menneskelige og dermed hans egentlige styrke. På den måde slutter bondestandens udviklingshistorie i en slags værdiernes tragedie, for nok lykkes det at løbe den gamle halstarrighed og stivhed over ende, men desværre kun for at etablere en ny kapitalistisk kynisme. Sådan er Bregendahls epos om bondestandens værdiopbrud, og sådan er historien om ægteskabet mellem Holger og hans hustru. Undervejs folder Bregendahl et lokalt landskab ud, som er stærkt symbolsk og dog realistisk med Igelmose-folkene, der er drikfældige og uordentlige. Som det symbolsk antydes med 'igel', der på ældre dansk betød en igle eller et pindsvin, har de suget sig fast eller stritter imod enhver form for forandring. Topografien omfatter Thorsted landsby, der med Kræn Højgaard i spidsen holder på de gamle dyder, sådan som aserne og dermed oldtiden antydes i navnet. I dette landskab udfolder Hauge sig på Harreborg, harre betyder harve, som den ny tids bonde, der skal dyrke folkestyrets og de folkelige idealers ager. Men begæret efter vinding og individualitet løber af med sejren for Holger, mens Kirstine må dø og hendes medierende kraft dermed gå under. I et „Efterskrift“, der også er romanens sidste kapitel, hedder det indledningsvis: Mere end et kvart Aarhundred er forløbet og vi er kommet langt ind i Tyverne. Det er Vintertid, og med Slud og Søle og raa Kulde i Følge hujer Blæsten op over det danske Land. Men værre endnu er den Blæst, der raser over det øvrige Europa, og med endnu raaere Slud og Søle og endnu mere bidende Kulde efter sig. Det er Krigens, – den forfærdelige, den blodige, den for alle sunde Mennesker ufattelige Krig, – dens Følger er det, der raser over Landene, dens raa Pestaande er det, der ætser og forgifter alt og alle, alle Folkeslag, alle Samfundslag, alle menneskelige Forhold. Romanens forløb er tilrettelagt, så handling, erfaring og bevidsthed bevæger sig frem mod erkendelsen af værdiernes forfærdende sammenbrud i verdenskrigens slagtehus ude i den store verden, og som også spejler sig i den lille historie, i Thorsted sogn, hvor det gamle bryder op og erstattes af nye, store idealer, som ikke viser sig bæredygtige. Den alvidende stemme fortæller, eller er det den erfarne forfatter, der som modent menneske lader sider af sit liv passere? Den lille, moderløse pige fra udkanten søgte håbet og lyset. Men var der lys? Kunne de personlige og de samfundsmæssige drømme bære?" (Dansk Litteraturs Historie)